Lad markedet tage sig af bredbåndet

Publiseret 28-01-2014ProduktivitetskommissionenKronik

Selvom hurtige bredbåndsforbindelser kan være godt for produktiviteten, er det med produktivitetsbrillerne på næppe en god idé, at det offentlige investerer i meget hurtige bredbåndsforbindelser til alle. Læs Peter Birch Sørensens debatindlæg i dagens Jyllands-Posten her.

Hurtige bredbåndsforbindelser kan være godt for produktiviteten. Men med produktivitetsbrillerne på er det næppe en god idé, at det offentlige investerer i meget hurtige bredbåndsforbindelser til alle. Virksomhederne sørger nemlig typisk selv for at skaffe den hastighed, som de har brug for, og det er meget dyrt at rulle hurtigere bredbånd ud i tyndt befolkede områder, hvor der er langt mellem husene.

Derfor anbefaler Produktivitetskommissionen, at man fastholder princippet om, at udrulningen af bredbånd i Danmark skal ske på markedsvilkår.

Hvis virksomhederne og forbrugerne mener, at hurtigt bredbånd har stor værdi – og betalingsvilligheden derfor er stor – vil dækningsgraden hurtigt blive høj. Hvis ikke, går det langsommere. Under alle omstændigheder vil bredbåndsmarkedet afspejle, hvad virksomhederne og forbrugerne vil betale for.

Regeringen har en målsætning om, at alle husholdninger og virksomheder i hele landet skal have mulighed for mindst 100 Mbit/s downstream og 30 Mbit/s upstream i 2020. Kan den målsætning nås uden at bryde med princippet om, at udrulningen skal ske på markedsvilkår? Måske. Det er der ingen, der ved. Her og nu kan vi dog konstatere, at forbrugernes efterspørgsel efter de helt hurtige bredbåndsforbindelser ikke er stor.

I 2012 havde 65 procent af alle hustande og virksomheder mulighed for at få en bredbåndshastighed med en downstream svarende til regeringens målsætning. Kun 1,4 procent af bredbåndsabonnenterne valgte at udnytte muligheden.

Vil det være fornuftigt at investere skatteborgernes penge i hurtigt bredbånd, hvis markedet ikke af sig selv lever op til regeringens målsætning? Kommentaren af it-direktør i JP/Politikens Hus, Per Palmkvist Knudsen, i sidste uge efterlader indtrykket af, at svaret er ja.

Ud fra et samfundsøkonomisk hensyn er svaret imidlertid nej. Hvis forbrugerne og virksomhederne ikke selv er villige til at betale, hvad hurtigt bredbånd koster, kan det kun forsvares at bruge skattekroner på formålet, hvis en væsentlig del af produktivitetsgevinsten ved en hurtigere bredbåndsforbindelse tilfalder andre end dem, der får adgang til den højere hastighed. Produktivitetskommissionen kan ikke se, at det er tilfældet.

Med andre ord: At en investering øger produktiviteten er ikke i sig selv et argument for, at den bør have offentlig støtte. Støtte er kun berettiget, hvis investeringen giver mærkbare gevinster for andre end den, der afholder investeringsudgiften.

Målsætningen om hurtigt bredbånd til alle inden 2020 kan selvfølgelig også bero på andre hensyn, for eksempel regionalpolitiske. Det er en politisk opgave at afveje de forskellige hensyn, og derfor er det i sidste ende op til politikerne at vurdere, hvad der skal ske.

Man kan billiggøre udbygningen af den digitale infrastruktur ved at indtænke den i planlægningsfasen ved etablering af nybyggerier og ved at stille krav om ”samgravning”, når forskellige slags kabler skal lægges i jorden. Men bortset fra det tilsiger produktivitetshensynet, at man holder fast i princippet om, at det private marked selv står for udbygning og udvikling af den digitale infrastruktur.